Pristine Luxury Camp - Misiones
- rikkeegedevincentz
- 1. apr.
- 2 min læsning
Opdateret: 14. apr.
Pristine Luxury Camp i Misiones, en af de nordøstlige regioner i Argentina, topper indtil videre alt, hvad vi har prøvet før! Vi har været her i seks dage, og overvejer lige nu hvem der spørger den søde manager Daiana, om hvad prisen er per måned… for hvis det er inden for rimelighedens grænser, så flytter vi ind permanent!
Det, der har gjort opholdet så skønt, er de helt ekstremt søde og rare mennesker, der er ansat her på stedet. Og de er bare så overbærende med vores skraldespansk (sí, sí - no comprendo!) 😆
Vi havde ellers store planer om at sidde og terpe spansk grammatik hele ugen, men det er svært at kigge ned i en bog, når man er så dejligt et sted.
Vores hytte hed Tingazú (opkaldt efter en af de lokale fugle) og vi havde både udsigt over vores egen lille pool (yay!), den subtropiske jungle og ned over floden Paraná, som er den naturlige grænse mellem Argentina og Paraguay.
I haven stod der papayatræer og jeg måtte straks have fat i vores veninde Rosie😍, der ved alt om papayaer. Ville jo ikke plukke (læs: få Bjarke til at plukke) en papaya før den var moden🫣.
I haven vrimlede det også med nuttede firben🦎, som nød livet på de varme sten, og de var ganske uanfægtede af, at vi lå og flød rundt i poolen.
To af dagens (mange) højdepunkter var frokost og aftensmad nede i "main house". Et par timer inden spisetid blev der sendt en menu, hvor man så kunne vælge, hvad man ville have. Vi kneb måske en lille tåre…best place ever! Bjarke og jeg har meget svært ved at se, hvordan vi skal få noget at spise fremover…guess we'll have to starve🤷🏼♀️.
Man kunne selvfølgelig have valgt ikke at tage desserten til både frokost og aftensmad, men det ville også virke så forsagende og flagellant-agtigt!
En af de allerallerbedste ting var dog, at der til min meget store og udelte begejstring kunne findes diamanter (nuvel..kvarts) overalt💎🤩. De var nemmest at finde på vejene, hvor det på det nærmeste blev brugt som opfyld. Indimellem var der totalt jackpot og man fandt en ametyst, som i bund og grund “bare” er lilla kvarts. Og agat fandt jeg også!
Vores sidste aften startede med pre-dinner drinks og lidt mere vin end sædvanligt og det var bare en fantastisk aften❤️
Her er en lille tour rundt i huset og gåturen ned til dinner.
Man kan måske få det fejlagtige indtryk, at vi ikke lavede andet, end at dovne den ved poolen og spise. Men vi var ude på ekspeditioner/eskapader næsten hver dag:) Bjarke er ved at lægge sidste hånd på en eller flere posts. Stay tuned!!








































































































Kommentarer